mandag den 8. oktober 2018

Priser

Nu hvor Rungsted Havn er blevet en kommunal institution, giver det mening at vende priserne en gang mere. Hvad skal det egentlig koste at have bådplads?

Der er mange meninger om dette, og i visse kredse mener man åbenbart, at priserne skal være så høje som muligt. Der er sågar nogen, der har skrevet det i kommentarfeltet på dette indlæg. Noget tilsvarende er skrevet til dette indlæg.  Jeg har valgt ikke at offentliggøre kommentarerne, da begge var anonyme.
Sejlsport er ikke kun for millionærer

Men altså... Der står i havnens vedtægter, at den skal drives efter "Hvile i sig selv"-princippet, og det harmonerer ganske godt med en kommunal institution.

Der er næppe mange, som mener, at priserne på andre kommunale tilbud såsom foldbold, tennis, eller brug af skøjtehal og svømmehal skal være så høje som overhovedet muligt!

Når kommunen således vælger at anlægge sportsfaciliteter, så er det for at give borgerne mulighed for at gøre noget, som de ikke ville kunne gøre hjemme i haven. Stå på skøjter, svømme, sejle, spille bold.

Målet er altså ikke at flå borgerne med højt satte priser. Målet med kommunale sportsfaciliteter er ikke, at de kun skal være for de rigeste; Nej, målet er netop, at de skal være for alle, og derfor skal priserne være så lave som overhovedet muligt.

Det siger egentlig sig selv: Kommunale idrætsanlæg og sportsfaciliteter er åbne for alle og prissat, så alle kan være med.

Man må derfor forvente, at havnebestyrelsen rationaliserer og effektiviserer simpelthen med det formål, at gøre sejlsport mere tilgængeligt og økonomisk overkommeligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Anonyme indlæg, kommentarer skrevet under pseudonym, perfide kommentarer, personlige angreb og usagligheder slettes. Din IP adressen logges.