En mor og et barn gik og kastede sten i vandet fra bådebroen. Ikke små sten. Ikke een sten. Mange sten og moren var særdeles behjælpelig med at bære sten for poden.
Der sad en mand ved isboden, og efter et stykke tid, gjorde han venligt opmærksom på, at man ikke må smide sten i vandet. Først ignorerede moren ham, og lod barnet fortsætte med at smide sten i vandet. Da manden så tillod sig at forklare, at stenene jo skal samles op igen, og at det koster penge, - tænk, så blev moren smækfornærmet.
Jeg kunne ikke høre det hele, men manden lod forstå, at det drejede sig om mange tusinde kroner, der skulle bruges på at "reparere" skaderne fra børn, der smider sten i vandet. Moren var da fuldstændigt ligeglad, og hun ville vide, om manden var ansat som politibetjent på havnen.
Det var manden ikke, men han mente at vide, hvad han talte om. Moren meddelte, at hun da var skideligeglad; Derefter smuttede hun ind i en tøjbutik.
En havnemedarbejder jager sten |
Jeg var nødt til lige at spørge manden, hvad det nu handlede om, og det viste sig, at jeg der mødte een af de få tilbageværende aktionærer i Rungsted Havn. Det var meget spændende. Han havde mange gode historier om driften af Rungsted Havn; Desværre havde jeg ikke så meget tid, men jeg kunne da nå at undre mig over, at en aktionær ikke kan få en havneplads, selvom man står i kø i 10 år.
Yderligere kunne jeg forstå, at der ved generalforsamlingen er blevet stillet forslag om, at havnefogeden skulle vælges ved en slags demokratisk valg af havnens "beboere". Forslaget blev desværre ikke vedtaget.
Som skrevet, - meget interessant, men tilbage til moren. Er det hysterisk at forbyde stenkast? Tjah, jeg tænkte faktisk mest på bådene. Hvor præcist mon et barn på - skal vi sige 3-4 år kaster ? Kunne man forestille sig, at en båd blev ramt - enten direkte eller indirekte? At en aktionær desuden kan fortælle, at det koster rigtig rigtig mange tusinde kroner om året at grave op og lægge nye sten, er jo så i virkeligheden kun en biting. Men dog en biting, som er med til at hæve pladsprisen.
Det mest utrolige er, at moren så helt almindelig og ganske normal ud. Der skulle bare ikke komme nogen og fortælle hende, hvordan man opfører sig, når man er gæst på havnen, og det er jo kun endnu et argument for at der skal tages entre ved indgangen.
Nåh, der er jo nogen der siger, at det er kommunens havn... Så må hun gerne kaste med sten, ikk? Nixen bixen; Det er jo sejlerne, der betaler for vedligeholdelse af havnen. Vil hun kaste med sten, så skal hun også betale entre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Anonyme indlæg, kommentarer skrevet under pseudonym, perfide kommentarer, personlige angreb og usagligheder slettes. Din IP adressen logges.