søndag den 10. juli 2011

Burger i Cafe Nokken, Rungsted Havn

Det blæste lidt mere end ønskeligt var, men det var varmt, og solen bagte fra en næsten skyfri himmel, medens feriesejlerne hastede ind mod de sidste gode pladser. Vi spurgte efter tæpper, og dem var der nok af, så vi satte os ude på terrassen i sydenden af klubhuset. Kortet var faktisk fuld af inspirerende ting og sager, men nu var planen altså at teste burgeren.
Kort efter bestilling af to burgere plus en pommes frites, landede der nogle drikkevarer på bordet, herunder en superlækker Piney til mig. Den smager så godt, at man næsten kan nøjes med den. Meget kort efter kom der så  også nogle hjemmebagte boller og smør på bordet. De var rigtig lækre, - også til øl.
Lidt længere efter var der faktisk ikke rigtig flere pladser tilbage udendørs, så det er med at ankomme tidligt, hvis man vil have vind i håret og havudsigt samtidig med burgeren.
Efter et stykke tid mere landede der en velvoksen dynge fritter og to superduper burger med det hele. Gode fritter, masser af salat og sovs, god bolle - den kunne være hjemmebagt, - og så en ordentlig bøf indeni. Jums. Det var helt sikkert alle pengene værd, og det skal helt sikkert prøves igen. Både burgeren og mange af de andre lækre ting på kortet fortjener så absolut en revanche. God burger og god sommer.

torsdag den 7. juli 2011

Bogen om Rungsted Havn

Der findes en helt igennem fantastisk bog om Rungsted Havn. Den hedder "30 år med Rungsted Havn". Jeg har netop købt den, og jeg er vel kommet to tredjedel igennem, men jeg kan godt allerede nu stå inde for, at det er spændende læsning.
Bogen om Rungsted Havn.
Der er små 300 sider, spækket med de mest utrolige billeder, facts, navne, aftaler, regnskaber, personer og alverdens andet godt, og bag i bogen ligger endda en CD med flere billeder. Nu kunne man jo spørge, hvor forfatteren har sine informationer fra. Svaret er, at forfatteren, Jette Ankerstjerne, var ansat på havnen i årene, hvor den nye havn blev bygget. Der er altså tale om en førstehåndsberetning.

Denne bog burde være tvangslæsning for alle, der deltager i debatten om Rungsted Havns fremtid. Det er simpelthen en guldgrube af historie, facts og anekdoter fra den gang havnen blev til, og den rammer en tyk pæl igennem det meste af det sludder, der skrives i lokale medier.

Hvor kan bogen fås? Den kan fås her: c5bog-ankerstjerne.dk 

Læs den før din nabo.

tirsdag den 5. juli 2011

Status p.t.

Så er en løsning på havnesagen igen udskudt. Jvf Rungsted Bådelaugs hjemmeside skulle kommunen have truffet en beslutning den 20. juni, men politikerne ønsker endnu en tænkepause.
Solen bager, medens politikerne tænker.
Man skulle tro, at behovet for rapporter allerede var dækket, men de tidligere rapporter har åbenbart ikke været gode nok. Denne gang er der dog - en slags - godt nyt. Bruhn & Hjejle slår nemlig fast, at en havn, som er helt eller delvist kommunalt ejet, ikke kan være hjemsted for ikke havnerelaterede funktioner.

På dansk betyder det, at havnen skal være en havn for skibe, lystsejlere, fiskere m.v. Det er godt nyt. Havnen blev bygget af sejlere for sejlere, og det var aldrig meningen, at den skulle blive til "Nordsjællands Ervhervs og konference -center".

Det vil være en katastrofe, hvis kontrollen med havnen overgår til kommercielle interesser, derhen at sejlerne og fiskerne bliver en parantes i et kombineret vandland, casino, hotel, seniorbolig og kontor -komplex.  Det er allerede blevet sværere at være bådejer, - og det udelukkende af hensyn til alle mulige andre interessegrupper end sejlere.

Det er meget mystisk; Ikke mindst fordi bådejerne jo har betalt for havnen, og de betaler langt det største del af driften. Ovenikøbet kommer så, at KDY har to mandater i havnebestyrelsen. Man skulle tro, at det gav mulighed for at få fokus på den primære kundegruppe.

Det er desværre ikke rigtig tilfældet. Læs for eksempel indlægget "Havnemesteren fortæller", som glimrende illustrerer havnekontorets holdning til de "besværlige" bådejere.

Bådelauget? De skriver heldigvis også, at havnen skal være en havn for både; Let's walk the talk.

fredag den 1. juli 2011

Tidsrejsen

En læser har været så venlig at sende mig dette billede med titlen "Parti fra Rungsted Havn". Det skal være malt af Emanuel Larsen i 1847, dvs. kort før staten holdt op med at støtte Rungsted Havn.
På billedet ses de to amtslige kystsikringsanlæg, som udgjorde Rungsted Havn helt indtil 1924, hvor øhavnen blev bygget af fiskere og lokale godtfolk, da sognet ikke ønskede at deltage i byggeriet.