Forleden faldt jeg over en bog, som fortæller om meget tidlig Rungsted Havn. Den er skrevet af en Louis e. Grand, og den er tilsyneladende udgivet i 1952. Bogen starter med at nævne en endnu ældre bog, nemlig Kammeråd C. Christensens bog "Hørsholms Historie", angiveligt udgivet i 1879.
Som det ses på siden om historie, kendes navnet Rungsted endnu længere tilbage, men der er ikke specifikt nævnt en havn.
I Louis E. Grandjeans bog "Rungsted Fiskerleje" står at læse, at Kongen allerede i 1577 beordrede en last tømmer til Hørsholm slot landet i Runesti; Der har vel været et slæbested eller en anløbsbro. Det er dokumenteret i Cancelliets breve.
|
Karen |
Jeg kan ikke vise bogen, for jeg har fundet den i elektronisk form på nettet, men jeg kan til gengæld vise billedet ovenfor. Det viser "Karen", bygget 1897, den sidste sundtypebåd i Rungsted. Der er mange andre spøjse ting, eksempelvis et kortudsnit fra 1782, som viser de 19 huse, der udgjorde Rungsted den gang. I 1802 var der faktisk to fiskerlejer. Rungsted Nede, nord for det gamle leje, og Rungsted Oppe ved Linstowsvej. Rungsted nede er der ikke noget tilbage af i dag.
Der er masser af spøjse anekdoter. For eksempel er kirkeskibet i Humlebæk Kirke bygget af fisker Svend Jensen fra Rungsted; Denne var nemlig så uheldig i sin ungdom i en engelsk havn at få kappet sit ene ben af en trosse, så han levede simpelthen af at bygge modelskibe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Anonyme indlæg, kommentarer skrevet under pseudonym, perfide kommentarer, personlige angreb og usagligheder slettes. Din IP adressen logges.