For himlens skyld, pas godt på dit stativ. Du får ikke lov til at købe et nyt.
Det er svært at forstå, men der er virkelig tale om tvang. Jeg har i dag spurgt havnemesteren på Rungsted Havn, og der er ingen tvivl mulig. I den liberale højborg Hørsholm Kommune bestemmer en kommunalt domineret havnebestyrelse, at sejlerne skal tvinges til at leje havnens stativer.
Havnen forbyder visse typer af stativer, besværliggør brugen af visse andre stativer, og nægter at hjælpe med atter andre stativer. Desuden forbydes man at købe et nyt stativ. Man forbydes endda at købe et stativ magen til havnens.
Spørger man til reglerne for bådejere, er beskeden den at man kan læse de seneste 8-10 udgivelser fra havnen igennem. Der findes ganske enkelt ikke et samlet dokument, som giver overblik over regler og priser.
Det virker ærlig talt ikke særlig sejlervenlig.
Gad egentlig vide, hvad der står i Rungsted Havn A/S vedtægter?
Det er nu ellers en god ide med flytbare stativer, men de er alt, alt for dyre. På ganske få år er lejen steget med 25%, så nu kan man selv finansiere sådan et stativ til den halve pris. Det ligner mere og mere en skjult forhøjelse af pladsprisen. Se artikel andetsteds her på siden.
Desuden går stativerne i stykker. Mindst fem både er blevet ødelagt, fordi havnens stativ er fejlkonstrueret. Der er et billede af en aktuel skade længere nede ad siden. Man kunne forvente en slags forklaring fra havnekontoret, men man vælger at holde os hen i åndeløs ængstelse.
Jeg vil godt føje til, at havnemesteren har været meget tålmodig med hensyn til at svare på mine spørgsmål. Tak for det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Anonyme indlæg, kommentarer skrevet under pseudonym, perfide kommentarer, personlige angreb og usagligheder slettes. Din IP adressen logges.